Det kan skyldes at jeg er træt, men må indrømme at Sony’s show skuffede hårdt. Der var tale om et direkte trailershow, hvor Playstation gentagne gange prøvede at styre deres trang til at spille bombastisk musik overalt, men fejlede hårdt. Samtlige trailere var præget af voldsom orkester musik med et Hans Zimmer feel, og alt indhold druknede i larm.
På intet tidspunkt kom der nogen spildesignere ind for at snakke om deres spil, der blev bare vist trailer på trailer på trailer.
Først blev der vist fra Uncharted: The Lost Legacy, der ligner Uncharted, med med Nadine og Chloe i hovedrollerne, på jagt efter en stødtand. For at gøre klar til den trailer blev der spillet live musik, samt vist billeder i et vandfald på scenen, så det var penge givet super godt ud.
Derefter så vi en trailer for Horizon Zero Dawn: The Frozen Wild, der vil komme i løbet af året og som er en DLC, selvom ingen fortalte at det var tilfældet, og det heller ikke stod i traileren. Men til gengæld blev der smidt falsk sne ud over publikum, så der blev prioriteret rigtigt.
Da sneen var faldet, blev der vist gameplay fra Days Gone, der ligner adskillige andre Playstation spil, men nu med zombier. Og for at være ekstra fancy, havde Playstation valgt at hænge folk på scenen med hovedet ned af. For drama, antager jeg. Det smarte og nye ved Days Gone, er at man kan hyrde zombier ved hjælp af crowd control, men igen var der ingen der kom og fortalte det. Days Gone byder også på en zombiebjørn, der dog ikke blev vist live på scenen.
Herefter så vi trailer for Monster Hunter Worlds, der bød på så bombastisk musik, at meget lidt andet kunne høres af spillet, men vi så da en dino med en klam næse, samt en fyr grille et stykke kød.
Der blev også vist en trailer for Shadow of the Colossus, som er et fremragende spil, men dette vil så blive tredje udgivelse af det, da det først kom til PS2, så i en HD udgave til PS3 og nu til PS4, antageligt i 4K, men igen kom der ingen og fortalte, hvorfor vi skal have dette spil for tredje gang.
Vi fik også en trailer for Call of Duty WWII, der ligner et Call of Duty spil, men lyder som tre orkestrere der spiller oven i hinanden. De spillede et soul nummer i starten, der dog senere druknede i alle andre lyde. Det må have været hårdt at være musiker under anden verdenskrig.
Vi fik også en røvfuld VR spil, bl.a. det otte år gamle spil, Skyrim, og et Final Fantasy fiskespil, Monster in the Deep, der fik lyden af aggressiv el-guitar solo, hvilket altid er hvad jeg finder passende på en fisketur.
Til sidst blev der vist gameplay for tre store spil. Først, for det seneste God of War– spil. God of War, der ser mægtigt flot ud. Det tyder på at vi får en bedre historie i denne omgang, samt flere interessante karakterer. Kampdelen lignede sig selv, som man kender og elsker det – smadr alting. Det skulle være klar tidligt i 2018, så vi finder nok ud af hvad Kratos laver med Midgårdsormen til den tid.
Skaberne af Heavy Rain og Beyond viser gameplay for deres nye spil Detroit: Become Human, eller deres gameplay bliver vist, da der igen ikke er nogen fra holdet på scenen til at fortælle om deres nye spil. Men der er tale om et androide opgør, hvor du spiller som en androide, men hvordan du vil gøre opgør, er op til dig. Ligesom i de to tidligere spil af David Cage, vil dine valg forme historien, så om du vil være pacifist eller voldelig, er helt op til dig. Men hvornår du kan spille dette herlige spil ved jeg ikke, da de cuttede væk før man så datoen for release.
Til sidst, bliver der vist gameplay fra Spider-man, men inden vi ser gameplayet, vælger Sony at køre en kæmpe storskærm ind foran en anden kæmpe storskærm, fordi storskærm. Det giver vitterligt ikke mening. Men spillet så ret sjovt ud. Som Spider-man kan man svinge sig gennem Manhatten, og gribe fast i næsten hvad som helst med sit net. Det virkede som et cinematisk og flydende spil, der kommer til din konsol i 2018.
De fleste af disse spil kommer faktisk først til 2018, så i mellemtiden kan man trille tommelfingre med en remastered RocoLoco og et remastered Crash Bandicoot, så det er jo bare super.
Jeg er så bitter over den her præsentation. Jeg er en Playstation-bruger og de har skuffet på de groveste (med mindre man kom for at høre højt orkester musik, for i så fald var de et hit). Som det også kan fornemmes på den her artikel, så mangler der hyperlinks til de fleste trailere, hvilket simpelthen er grundet at Playstation ikke har smidt dem op endnu. Men bare se hele livestreamen, hvis du gerne vil se trailere for de her spil, der var vitterligt ikke andet, eller jo, der var et vandfald og folk der hang fra loftet, så… yay.