Jeg synes nærmest ikke der findes noget bedre i hele verden end TV-serie-introer. Deres fornemste opgave er allerede fra starten at fremkalde den helt rigtige stemning og spænding (og nå ja, så måske også noget med at præsentere de involverede og whatnot). Jeg har langt større tilbøjelighed til at tilgive små middelmådigheder i en serie, hvis introen sidder lige i skabet (om end det selvfølgelig også kan have den konsekvens, at man bliver ekstra skuffet, hvis en intro lægger op til en ekstraordinært god omgang TV, og følger op med noget hø).
Til denne anden udgave af FanFredag i TV-introens tegn har jeg valgt at fokusere på de introer, der virkelig fanger essensen af deres shows; dem der med det samme fortæller dig præcist, hvad du går ind til, og som bliver en ligeså uundværlig del af serien, som en hvilken som helst andet scene.
Du kan læse første del her, hvor jeg deler mine favoritter blandt de mere stemningsfulde TV-introer (som alle nedenstående i øvrigt også ville kvalificere sig til, men jeg skulle jo finde på en eller andet undskyldning for at dele mere end 5, ikke?)
True Blood
I mit sidste indlæg fik jeg en del kommentarer herinde og på Instagram (følger du os på Instagram? #Shamelessselfplug) om at True Blood bestemt havde fortjent en plads på min liste. Men, venner, jeg gemte den simpelthen bare til det her indlæg i stedet, for hvis der om nogen er en serie-intro som forstår sit eget show, så må det være True Blood. Lige fra de mange billeder af rovdyr (både i reel og overført betydning), blod-associationer og bare kropsdele til “I wanna do bad things to you”- teksten. Og så naturligvis lydsiden, der er trash og sydstatsstemning for alle pengene, og det er så fedt. Jeg synes så også, at åbningssekvensen her endte med at være den absolut bedste del af showet, hvilket nok ikke var meningen, men man kan ikke vinde hver gang.
True Blood kan ses på HBO Nordic.
Outlander
Jeg har et meget anstrengt forhold til Outlander-bogen (for at sige det mildt gjorde den mig stikhamrende tosset), og var meget, meget skeptisk for at se showet. Men min veninde fik mig overtalt, og heldigvis har de skåret et par voldtægter indenfor ægteskabet ud i filmatiseringen (note to Gabaldon: that shit is not sexy). Jamie og Claires romance siger mig absolut ingenting, så man kunne umiddelbart tro, at serien slet ikke var for mig. Men jeg er til gengæld møghamrende forelsket i Skotlands smukke landskab, settings og kostumer, samt Bear McCrearys vanvittigt smukke soundtrack (og især det her nummer), så jeg kan godt leve med at par kedelige kærlighedsscener hist og her. Outlander er en serie propfuld af landskabs-porno, bar hud, blod og mudder, og der bliver gået helt tæt på i alle tilfælde. Alle åbningssekvensens romantiske nærbilleder og de stemningsfulde “smagsprøver” så at sige er så dragende og helt igennem passende med resten af serien, og det er så smukt i samspil med musikken. Komponist Bear McCreary er i øvrigt også manden bag Black Sails introen, jeg delte sidst, og derudover er han min drømmemand, men lad os gemme den samtale til en anden dag. Herunder er en lille bonus-video, som han lavede for at promote sit arbejde på serien.
Outlander kan ses på Netflix, Viaplay og HBO Nordic.
American Horror Story
Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg faktisk kun så den første halvdel af sæson 1 af American Horror Story, før jeg måtte give op, fordi den simpelthen var for uhyggelig for mig. Så man kan selvfølgelig undre sig lidt over, at jeg vælger at tage den med i et indlæg, der af natur kræver, at jeg har set serierne for at afgøre, hvor godt introerne passer til. Men det er simpelthen sådan, at samtlige åbningssekvenser til American Horror Story i virkeligheden også er for uhyggelige for mig (ikke at det holder mig fra at se dem). Det er især den meget voldsomme lydside på de første par sæson-introer, der virker foruroligende på mig. I kombination med de mange mystiske og uhyggelige mareridts-billeder, der pludselig smides i hovedet på en, sidder man bare med en overordnet følelse af ubehag. Jeg synes personligt American Horror Story: Asylum har den klart mest uhyggelige intro, mens American Horror Story: Coven modsat er helt dragende, men jeg har indtryk af at introen til American Horror Story: Freak Show er mest populær, så den er den I får her. (Jeg er så i midlertidig af tryllekunstner-familie og opflasket på cirkus-æstetik, så jeg er sådan en weirdo, der synes klovne, bugtalerdukker og karrusel-musik er sådan helt hyggeligt og nostalgisk, men sådan er vi jo så forskellige.)
American Horror Story kan ses på Netflix.
The X-Files
Det var ikke kun TV-serierne selv, der gik ind i en guldalder for et par år siden, men så sandelig også TV-serie-introerne, og stort set alle de åbningssekvenser, jeg har delt med jer, har været af nyere dato. Men der skal også være plads til en lidt ældre en på listen her, for åbningssekvensen til de første sæsoner af The X-Files holder altså helt igennem stadig. Den formår ikke kun at fange seriens mystiske og spooky stemning, men er også blevet et ikon for 90’erne, og især lydsiden er jeg helt tosset med; allerede fra første tone er man slet ikke i tvivl om, hvad man har tændt for. Passende for sin tid, formår introen på den meget klassiske TV-intro-manér at få præsenteret hele konceptet for The X-Files; fra FBI identitetskortene til samtlige X-Files buzzwords, men det helt vidunderlige i mine øjne er de noget outdated (men overraskende spooky) effekter, som gør introen til en uundværlig del af den nostalgiske The X-Files oplevelse.
The X-Files kan ses på Viaplay.
The Borgias
Jeg var meget i tvivl om den sidste plads på listen skulle gå til The Borgias her, eller om den skulle gå til The Tudors åbningssekvensen. The Tudors får mange hårde ord med på vejen, og mens mange af dem uden tvivl er berettigede, så synes jeg, serien får alt for lidt credit for sin åbningssekvens, som inspirerede en hel stribe af lækre, sexede, historisk-tematiske serie-introer (herunder flere af dem jeg allerede har delt med jer). Når det så er sagt, så synes jeg, The Borgias har den mest dramatiske TV-intro jeg nogensinde har set, og selvom man næsten skulle tro, at det var at slå for stort et brød op, så er der dæleme også dømt tilsvarende drama i selve serien. Nogen gange for meget drama for min smag, men jeg ser hvad som helst med Jeremy Irons, og hvis der er nogle, der kan bære den slags drama, så er det ham. Jeg er helt tosset med introens kombination af renæssancens kunst, musikken og de levende billeder, der i sammenhæng kædes sammen til en blodig, vulgær fortælling, og nærmest gør serien overflødig. (Just kidding. Igen: Jeremy Irons.)
Vi kan til gengæld godt lige vende tilbage til The Tudors igen og snakke om, hvor mærkeligt det er, at Anne Boleyn’s hals er med i introen til The Borgias også? Det lykkes mig ikke lige at tage et screenshot på de præcis samme tidspunkter, men selv hvis du ikke er et creep ligesom mig, der er i stand til at identificere Natalie Dormers hals, så se på kjolen, se på øreringene! Havde de ligesom ikke nok halse i The Borgias, de kunne bruge? Var det en last-minute decision, fordi Neil Jordan lige kom i tanke om, hvor sexede halse (og i særdeleshed Anne Boleyns) er? Blev klippene blandet sammen i arbejdsrummet? Tænkte de “der er der sgu nok ikke nogle, der opdager”? Sig mig, hvad er det egentlig der foregår?
The Borgias kan ses på HBO Nordic.
Dagens konklusion: nærbilleder af hænder på bar hud, især når der er tale om Natalie Dormers hals, er en sikker vinder. Medmindre serien handler om circus freaks eller aliens altså.
Hvilke TV-introer synes du fanger essensen af deres shows?
