Så er der kun få dage til premieren af Game of Thrones sæson 7, og det fejrer vi naturligvis hele ugen her på Hva’ Fan! Vores blog er denne uge komplet dedikeret til serien med daglige indlæg, og vi deler også Game of Thrones-ting for fuld skrue på vores Facebook, så husk at følge med der også.
Få kan kropsliggøre fandom som cosplayere. De syer, de bygger, de limer, banker og hamrer sig til mere end bare kostumer. De lærer nye færdigheder, bare så deres cosplays kan være så screen accurate som muligt. Det her er transformativ fandom, som kræver at man rejser fra foran skærmen og kaster sig ud i den krævende proces af trial and error indtil man opnår det resultat man ønsker. I Danmark har vi nogle virkelig dygtige Game of Thrones-cosplayere, og vi har fundet fire af de flotteste cosplays til dig som du kan beundre, og måske endda lade dig inspirere af.
Coverfoto: Keynote Pictures.
Captain Taya Cosplay som Jon Snow
Hvorfor valgte du at cosplaye som Jon Snow?
Jon Snow er en af mine yndlings karakterer fra serien. Han er sympatisk, og hans udvikling og historie er virkelig spændende at følge. Og så er det altid skidesjovt at cosplay mandlige karakterer med skæg, når man selv ret meget er en kvinde til hverdag.
Hvad kan du bedst lide ved kostumet?
Det må nok være sværdet, Longclaw. Det er den del af kostumet, der har taget længst tid at lave, og jeg er super tilfreds med det, specielt direwolf-hovedet, som er modelleret i papirler, så alle detaljer kunne komme med.
Hvorfor elsker du Game of Thrones?
Først og fremmest fordi det er et gennemtænkt univers, med så mange personligheder og fortællinger. Men også fordi jeg ser serien med en følelse af at alt kan ske. Intet er sikkert, hvilket gør alting så meget mere spændende.
Du kan følge Captain Taya Cosplay på Facebook.
KeiKai Cosplay som Daenerys Targaryen
Hvorfor valgte du at cosplaye som Daenerys?
Jeg valgte at cosplaye Daenerys fordi jeg personligt synes, at hun er en af seriens mest spændende karakterer. Efter at have set sæson 2, forelskede jeg mig i hendes Qarth kjole og besluttede mig for at det var den kjole, jeg ville lave.
Hvad kan du bedst lide ved kostumet?
Bæltet og skulder stykkerne er lavet ud af varm lim og derefter spraymalet guld og stoffet har jeg selv farvet med guld stofmaling. Jeg prøvede mange nye metoder til dette cosplay, så jeg er nok mest stolt af det i sin helhed og hvordan det endte med at se ud færdigt.
Hvorfor elsker du Game of Thrones?
Som mange nok kan være enige i, er Game of Thrones en fantastisk serie. Personligt kan jeg godt lide den verden, den er indstillet i. Den politiske kamp sammen med alle de andre kampe i serien er super godt sat op, til trods for hvor forkludret det hele er. Det fede ved serien er også at der ikke er noget så simpelt som en enkelt protagonist eller hovedperson. Der er flere sider af historien og man får et indblik i dem alle.
Du kan følge KeiKai Cosplay på Facebook.
Søren Mærsk Hougaard Christensen som Jaime Lannister
Hvorfor valgte du at cosplaye som Jaime?
Jeg valgte at cosplaye Jaime Lannister, da vores Game of Thrones gruppe for 3 år siden valgte at lave en Game of Thrones-lejr i Dreamcity på Roskildefestivalen. Vi fordelte rollerne imellem os, og jeg valgte selvfølgelig vores danske superstar Nikolaj Coster-Waldau.
Hvad kan du bedst lide ved kostumet?
Det jeg bedst kan lide ved kostumet er, at jeg selv har lavet det og brugt over 400 timer på at konstruere det. Processerne i at arbejde med forskellige materialer, såsom at smede i jern, sy i læder m.m. giver mig et kick.
Hvorfor elsker du Game of Thrones?
Jeg elsker Game of Thrones af mange årsager… Det er en superlækker og flot filmatiseret fantasyserie, og bøgerne er ligeledes supergodt skrevet. Det meste at fortællingen kan i store træk overføres til vores faktuelle virkelighed, hvor alle kæmper for dem selv, frem for at kæmpe sammen om forskellige “trusler”. Og så er der selvfølgelig det faktum, at der en taktisk klog dværg med i historien, som for en gangs skyld ikke bare er en man gør grin af, men en ligeværdig/overlegen medspiller som man ikke bør undervurdere. Når man ser/læser Game of Thrones kommer man ind i en verden hvor intet/ingen er sikre, og alt kan dreje 180 grader. Derfor elsker jeg Game of Thrones.
Du kan følge Søren og A Camp of Ice and Fire på Facebook.
Fotograf: Keynote Pictures
Kvint FX som Ygritte
Hvorfor valgte du at cosplaye som Ygritte?
Jeg tror at det var den karakter jeg bedst kunne se mig selv som, altså sådan rent udseendemæssigt, men måske også lidt personlighedsmæssigt. Jeg tror det var den karakter jeg bedst kunne projicere.
Hvad kan du bedst lide ved kostumet?
Jeg kan bedst lide patineringen af det, og hvordan jeg har fået det til at se slidt ud.
Hvorfor elsker du Game of Thrones?
Game of Thrones har lidt alt det jeg elsker på en gang ift. film: at det både er middelalder, og der er drager, det er voldeligt, og der er sex. Der er stærke personligheder og politik i det hele, og en overnaturlig hær af zombier.
Du kan følge Kvint FX på Facebook. Fotograf er Keynote Pictures, som du kan følge her.
Fotograf: Keynote Pictures
Husk at vi i øjeblikket har vores kæmpe Giveaway of Thrones kørende med præmier fra HBO Nordic, Superhelten.dk og Gyldendal.
Hvem ville du cosplay fra Game of Thrones?