Spørgsmål: Elsker jeg kage? Svar: Ja. Endnu et spørgsmål: Findes der noget bedre end at flippe helt ud og betages af nørdede kreationer? Svar: Nej. Bonusspørgsmål: Ville det ikke være genialt at kombinere sine nørdede interesser med snacks, kager og andet mundgodt? Svar: Heck yes!
Det er lige præcis det, Rosanna Pansino fra YouTube-kanalen Nerdy Nummies gør. Hun lever simpelthen af at kreere spiselige ting fra diverse fandoms; lige fra de fineste boller med glasur fra filmen Brave og den vildeste piñata-kage inspireret af Inside Out, en skinnende blank og smuk galaksekage (som jeg allerede har besluttet at jeg må og skal have til min næste fødselsdag, fordi galakser er min æstetik) til en kærlighedseleksir fra Harry Potter. Hun laver for det meste sine kreationer helt selv, men får også til tider besøg af diverse mere eller mindre kendte gæster, som er med til at gøre videoerne lidt ekstra hyggelige.
Rosannas kreativitet kender nærmest ingen grænser, og selvom jeg er alt for klodset til at owne noget som helst i et køkken, får hun mig altid til at tro på, at jeg da sagtens kan bage (og spise) mig igennem mine fandoms. Jeg overvejer sågar at købe hendes kogebog, for hvem ved; måske får jeg en dag brug for at klaske nogle geeky muffins sammen i en ruf, når jeg vil holde en temafest.
Nerdy Nummies er efter min mening en af de allerhyggeligste YouTube-kanaler, og Rosannas videoer er én lang øvelse i at holde på mit mundvand. Her er et lille udpluk af nogle af mine absolutte yndlingsøjeblikke fra det store Nerdy Nummies-arkiv (det var overraskende svært at vælge nogle ud, for der er jo så mange genistreger iblandt!).
Star Trek: Voyager Cake
I denne video bager Rosanna og Neil deGrasse Tyson en forholdsvis simpel, men smuk og uden tvivl megalækker pistaciekage, imens Neil underholder med geeky facts. Jeg er helt pjattet med Neil. Ikke kun fordi han er en kæmpe nørd, der ved en hel masse, som jeg ikke ved (den slags mennesker fascinerer mig altid), men også fordi han er en fremragende formidler og lader til at være et af verdens flinkeste mennesker. Sådan en type, man gerne vil drikke en kop kaffe med. Og spise et (stort) stykke Star Trek-kage med.
Bilbo’s Seed Cake Muffins
Som enhver anden hobbit er jeg glad for at eftermiddagschille med te og kage, og holy Smaug, Bilbos muffins lyder helt åndssvagt lækre! Og med hjemmelavet hindbærmarmelade til, yum! Som en ekstra bonus får Rosanna hjælp af selveste Dominic Monaghan. Du ved, ham fra Lord of the Rings, Lost og meget andet. Jeg vidste jo godt, at han var en herlig fyr, men at han også er en kæmpe nørd, der rejser verden rundt med Wild Things og kigger på sjældne edderkopper og andre dyr, gør ham om muligt endnu mere bedårende. Så spørgsmålet er, hvad jeg finder mest fascinerende; Dominic eller kagen? Dominic-kagen? Eller måske DOMINIC I KAGEN? Woah.
Alien Cake Balls
Rosanna: “Hej, Sille. Jeg tænkte om du kunne tænkte dig at smage et alien-æg?”
Sille: “Nej, for fanden da! Det er jo neongrønt. Det er virkelig underligt!”
Rosanna: “Nå. Okay. Det er bare fordi, skallen smager altså af chokolade.”
Sille: “… virkelig?”
Rosanna: “Ja. Og indholdet er kage.”
Sille: “Seriøst? God kage?”
Rosanna: “Rigtig god kage. Pebermyntekage!”
Sille: “Keep talking.”
Rosanna: “Ja, altså. Det er bare det. Chokolade. Og pebermynte.”
Sille: “OK, I’ll be right over.”
Kronk’s Spinach Puffs
Hvis du har set Kejserens Nye Flip, vil du nok huske det øjeblik hvor Kronk, midt i et ret vigtigt forsøg på at forgifte kejser Kuzco, spæner ud i køkkenet for at redde sine spinathorn ud af ovnen. Lige dét øjeblik siger utroligt meget om Kronk; han er så absolut ikke nogen skurk, men foretrækker at chille med sine egernvenner og lave god mad. En mand efter mit hjerte, med andre ord. Rosannas butterdejshyldest til Kronk er med fyld af ost og spinat, og hvis jeg ikke snart kan få lov at proppe dem i munden, bliver jeg så sur, at jeg måske trækker i det forkerte håndtag (Hvorfor har vi overhovedet det håndtag?).
Undertale Spider Donuts
Ja ja, lad os få det overstået; kald mig bare Phangirl. Ha ha. Alle griner. Rigtig sjovt. Nå. Men altså, jeg er svært glad for Dan & Phil Games, og da jeg også er ret nede med doughnuts (Donuts? Hvorfor staver folk det forskelligt?) er denne video en af mine favoritter. Jeg har set hele Dan og Phils playthrough af Undertale, og jeg eeeeelsker det spil! Edderkoppekagen fra spillet bliver i denne udgave lavet laktosefri, og som en ekstra bonus er der ingen frituregryde involveret. Hvilket vil sige, at der er en større chance for, at sådan en køkkennød som mig også kan være med, hurra! Og altså, blåbærglasur. Jeg går ud fra, at det smager som en lille bid af himlen. Hvis himlen altså smager af blåbær.
Hvilken Nerdy Nummies-kreation vil du allerhelst sætte tænderne i?