Glædelig Hobbit Day!
I dag er der hele to hobbitter, der har fødselsdag. Både ringbæreren Frodo Baggins og hans onkel Bilbo fylder år, og derfor fejres der den 22. september Hobbit Day rundt om i verden.
Det skal selvfølgelig markeres på rigtig Hobbit-manér, med bagværk der kan nydes både til second breakfast eller til afternoon tea. Vi har fået hjælp af den herlige Trine fra Nerdy Treats, med en opskrift på Bilbos lækre scones med hjemmekærnet smør, der helt sikkert vil glæde enhver halfling.
“Der var netop blevet sat en stor kande kaffe på ildstedet, kommenskagerne var væk, og dværgene var gået i gang med en omgang scones med smør, da der lød – en høj banken.
Ikke en ringen, men en hård tappen på hobbittens smukke, grønne dør.
Nogen bankede på med en stok!”
(Hobbitten, J.R.R Tolkien)
Hobbit-smør
Ingredienser:
- 500 ml økologisk fløde
- ½ dl kærnemælk
- ½ tsk. fint salt
Fremgangsmåde:
Start med at hælde fløde og kærnemælk i en stor skål.
Herefter er det tid til at smøge ærmerne godt op, for tiden er inde til at piske blandingen så kraftigt at fedtet skiller kærnemælken.
Saml nu fedtet til en smørkugle og pres så meget kærnemælk som muligt ud af den.
Ælt til sidst saltet ind i smørkuglen inden den kommes i en lille ramekin som kan sættes på bordet sammen med en omgang nylavede scones.
Bilbos scones
Ingredienser:
- 500 g hvedemel
- 80 g blødt smør
- 5 tsk. bagepulver
- 80 g sukker
- 2 æg
- 250 ml kærnemælk tilovers fra smørkærningen (eller letmælk)
- 1 æg til pensling
Fremgangsmåde:
Start med at forvarme ovnen til 220 grader.
Kom 450 g mel i en stor skål sammen med smørret og gnid det sammen til det har konsistens som revet parmesan eller friske brødkrummer.
Tilsæt herefter bagepulver, sukker og æg og rør det forsigtigt sammen med en træske.
Hæld nu halvdelen af mælken i mens du fortsætter med at vende dejen forsigtigt sammen.
Tilsæt dernæst den resterende mælk lidt efter lidt for indtil du har en meget blød og våd dej (føl dig lidt frem, for det er ikke sikkert at du skal bruge al mælken)
Drys nu det meste af den overskydende mel ud på et rent bord, tip den bløde dej ud herpå og drys resten af melet oven på dejen.
Brug så dine hænder til at folde dejen på midten inden den drejes 90 grader og endnu engang på midten.
Ved at folde dejen på den her måde sikrer man at det sidst mel bliver blandet ind i dejen samtidig med at der tilsættes ekstra luft som gør dine scones ekstra fluffy – præcis som dem du finder i et hvert velekviperet hobbithul.
Vend og fold dejen nogle gange til dejen bliver glat og en smule fastere og rul den ud med en kagerulle til den er 2,5 cm tyk.
Brug nu en rund udstikker, eller et glas, til at skære dejen i cirkler som placeres på en bageplade med bagepapir.
Pensl til sidst toppen af sconesne med lidt sammenpisket æg inden de bages i midten af ovnen i ca. 15 minutter eller til de er hævet flot op og er blevet gyldne.
Hvordan skal du fejre Hobbit Day?
3 comments
[…] blev det tid til at dele den sidste opskrift fra hobbit dagens Tolkien collab med Hva’ Fan med alle jer nørder derude. I har allerede fået opskrifterne på Smaugs […]
[…] jeg fortalte i sidste indlæg, lavede jeg i forbindelse med mit Tolkien collab sammen med Hva’ Fan nogle ret så lækre opskrifter til […]
[…] skulle den her opskrift have været en del af mit Tolkien collab med de søde piger ovre på Hva’ Fan. De havde nemlig bedt mig om at kreer lidt lækkert i […]