Der er fokus på mænd i november movember, og i dag skal det handle om nogle af de mest badass mandlige rollemodeller fra anime. På trods af at de har prøvet at miste alt, og blive slået til jorden igen og igen, taber de aldrig kampgejsten. De rejser sig både stærkere og mere målrettede, og fortsætter ufortrødent kampen, og det er lige præcis derfor man ser op til dem. Her får I mit bud på de 4 største mandlige rollemodeller i anime, som forhåbentligt vil give jer mod på at se lidt nærmere på nogle af de største helte fra anime.
#4 Naruto
Hvis der er en ting som man kan lærer fra Naruto, så er det at vedholdenhed betaler sig. Naruto er en udstødt ninja i en landsby kendt som Konohagakure, han er lidt af en spasmager, og bliver ofte omtalt som et monster af landsbyens indbyggere – en kendsgerning som får ham til at blive endnu mere opmærksomhedssøgende. Naruto nægter dog at lade sit blakkede omdømme holde ham tilbage og lede ham ned af mørkets sti, som landbyen skubber ham ud mod. I stedet stræber han efter at blive verdens mest magtfulde ninja og leder af Konohagakure, så er alle landsbyens indbyggere nemlig nødt til at anerkende ham.
Hvilken serie skal jeg se: Naruto, Naruto: Shippûden
#3 Edward Elric
Edward Elric gav et anderledes bud på hvordan den moderne shounen anime helt kunne være. I modsætning til dem som kom før ham, er han ikke den store elskværdige, men lettere tykhovedet fyr med et hjerte af guld. Han er en lille intelligent, beregnede og arrogant fyr, som teknisk set var handikappet efter at have miste både en arm og et ben i en tragisk ulykke forårsaget af kærlighed og hybris. Han lever i en verden, hvor viden helt bogstaveligt er magt, og hvor alkymien og alkymister har en centralrolle.
I Edward har man en karakter med mange dimensioner, han kan i serien vise sig som en komiker og komme med sjove indslag, men han kan også vise sine sorgfulde sider i nogle af seriens mest tragiske scener. Han kan være en komplet badass, men han kan også være den sødeste fyr du nogen sinde har mødt. Men mest af alt så ser man i serien Edward opdage nogen utroligt hårde sandheder om verden, som tvinger ham til igennem dyrt købte lærrestreger (har du set serien ved du præcis hvad jeg taler om). At lære, at han ikke altid ved lige nær så meget som han troede han gjorde, og hans dedikation til at forbedre sig og aldrig begå den samme fejl to gange, er inspirerende.
Hvilken serie skal jeg se: Fullmetal Alchemist
#2 Kenshin Himura
Kenshin har et unikt træk: han er en morder, som ikke længere ønsker at dræbe. Efter han i mange år har ernæret sig som lejemorder, og har dræbt utallige fjender, giver han sig selv et løfte om aldrig at beskæftige sig med døden igen. Hans løfte bliver gang på gang testet, af mindre hæderlige modstandere, som truer landets fred. Kenshin gav samurai-genren en opfriskende pust, for det første har han et feminint udtryk, som ofte bliver forvekslet med en kvinde af uvidende seere. Han er også en af de mest høflige karakterer i anime, som tiltaler andre med største respekt og tålmodighed, og som oftest sætter han andre og deres behov før sine egne.
Ved første øjekast er Kenshin er en allround good guy, som du måske ville forvente at se i rollen som blomsterhandler, og ikke den kriger som forsøger at sone for sine mange års blodsudgydelse.Men under sit rolige ydre dvæler det vilde dyr stadig. Og når Kenshins hånd bliver tvunget, kan han falde tilbage i de grufulde vaner, der gjorde ham berygtet både nær og fjern som landets mest kompetente sværdkæmper, og indgå i nogle af de mest episke sværdkampe som nogen sinde er animeret. Kenshin finder dog altid tilbage til sit rolige gemyt igen, så snart faren er afværget. Men i sine stille studer nager frygten ham stadig …for vil han en dag permanent vende tilbage til sit tidligere liv igen, og ende som en dræber med en glubende appetit?
Hvilken serie skal jeg se: Rurouni Kenshin
#1 Son Gokū
Son Gokū er nok den mest velkendte karakter fra anime verden over. Da den dristige lille dreng Gokū første gang dukkede op i Dragon Ball, banede han vejen for det, som senere skulle vise sig at blive en over 20 år lang karriere. I en tid hvor animeheltene sjældent ændrede sig voldsomt, fik man lov til at følge Gokūs udvikling fra et barn, som blot ville vinde Tenkaichi Budōkai turneringen (verdens mesterskaberne i kampsport), til en voksen mand der gentagende gange har reddet ikke blot planeten, men hele universet.
Dragon Ball Z var til gengæld den serie hvori den evigt glade og altid kampklar Gokū virkelig endte med at cementere sin enorme berømmelse. Hans heltemod, styrke, dedikation er hele grundlaget for serien. Nu er han er måske ikke den mest komplekse karakter i anime, men hans indflydelse verden over kan ikke benægtes. Han definerede den retning shounen manga/ anime har kørt i årtier, og skaberne bag Naruto, One Piece og mange andre storslåede serier har været fremme og indrømme at Gokū var den helt store inspirationskilde til deres egne værker. Og i 2020 kan hele verden i bogstaveligste forstand se op til universets stærkeste mand Saiyajin, når han som den officielle ambassadør byder velkommen til de olympiske lege i Tokyo.
Hvilken serie skal jeg se: Dragon Ball, Dragon Ball Z, Dragon Ball Super
Ligesom de seje gutter på listen her, har vi nogle rigtig awesome mænd verden over, der kæmper en brav kamp mod prostatakræft, testikelkræft eller deres psykiske velvære, og som kan være truet af selvmordstanker. Disse mænd er de virkelige rollemodeller, og deres kampe bør få en lykkelig slutning. Så uanset om du er en Mo Bro eller en Mo Sista så kan du støtte Movember Foundation, og forhindre at alt for mange mænd dør i en for ung alder.
Hvilke rollemodeller i anime ser du op til?
Foretrækker du dem med eller ude overskæg?
Lad høre i kommentarerne!