Er der noget bedre end at sidde i en mørk biografsal med store øjne og munden fuld af popcorn mens man bliver bombarderet med en storslået historie? Ja, det er der nok. Men det kommer ret højt på listen over gode oplevelser for mig. De næste par måneder byder på nogle gode biograffilm og jeg har set nærmere på hvilke jeg glæder mig mest til. Der er mest action på listen men også romantik, komedie og en enkelt klassiker, som får lov til at komme på det store lærred en gang til.
Avengers: Infinity War
Denne film har jeg ventet på i mange år! Siden den første Captain America film i 2011 har de foldet historier ud og givet hints en masse der alt sammen har ledt til dette sammenstød. Det bliver ikke større i mit hoved! De er alle med. Fuldt Avengers hold, Guardians of the Galaxy, Doctor Strange og… nej det var vist det. Der er noget til en hver smag. Om man er til metal suits, stramt latex eller kapper. Så er der selvfølgelig også alle de fede kampscener og sassy replikker! Jeg har valgt ikke at se trailers for den fordi jeg gerne vil overraskes hele vejen igennem. Jeg glæder mig usigeligt meget til at gense alle karaktererne og få historierne flettet mere sammen. Den ene bekymring jeg har er hvordan det lykkes dem at give så mange karakterer tid til at komme på skærmen med hver deres personlighed og smarte bemærkninger uden at det enten bliver for rodet eller forjaget. Jeg stoler dog på deres evner til at få det til at virke. Ligegyldigt hvad er jeg ikke i tvivl om at det bliver en film fyldt med episke kampe og stramtsiddende kostumer!
Avengers: Infinity War har premiere d.25. april
Deadpool 2
Deadpool er tilbage. Det tog mig lang tid at få set den første film og den er langt fra min favorit indenfor superheltefilm, men jeg glæder mig alligevel til at se, hvad de disker op med i 2’eren. Jeg bliver hurtigt træt af perverse jokes, men i Deadpool får de, efter min mening, trådt over grænsen uden at gå for langt. Det er en hårfin balance. Det ser ud til at Deadpool ikke får så meget alenetid foran kameraet denne gang og at hans blussende vrede er dæmpet lidt. For at være ærlig, ville jeg nok også have svært ved at være vred på verden med Morena Baccarin som min kæreste. Det gør mit Firefly-hjerte glad at se hende i disse film. Det er i virkeligheden et af de plusser der er ved Deadpool-filmene for mig. Udover at tale til mit Firefly-hjerte, tiltaler de mig også som fan af X-men universet og det er nok en af de ting jeg glæder mig mest til i 2’eren. Deadpool lærte i 1’eren at lege pænt med andre og det fortsætter i 2’eren. Mit bud er at der vil blive sparket røv til den helt store guldmedalje.
Deadpool 2 har premiere d.16. maj
Solo: A Star Wars Story
Efter tabet af Han Solo i The Force Awakens, glædede jeg mig over at denne film ville komme og fortælle os om begyndelsen på hans actionfyldte liv og hvordan han blev til den Han Solo vi kender så godt. Harrison Ford er Han Solo for de fleste af os og jeg er spændt på hvordan Alden Ehrenreich vil overtale denne store arv. Det bliver interessant at se hans udgave af Han Solo. I traileren skuffer han ikke. Der virker han til at være en ung, kæk og selvsikker person, der vil vise verden hvad han kan, eller hvad han selv mener han kan. Det skal nok få ham ud i ballade. Den karakter jeg glæder mig allermest til at gense er dog Lando Calrissian. Han har altid været en af mine favoritter i de gamle Star Wars film og lad mig bare sige at Donald Glover er helt fantastisk i traileren. Han udstråler Lando fra top til tå! Generelt set glæder jeg mig til at få lidt forhistorie til de andre film og selvfølgelig til igen at se Han og Chewie i The Millennium Falcon. Deres venskab er fantastisk i de senere film og det bliver fedt at se det opstå.
Solo: A Star Wars Story har premiere d.23. maj
Jurassic World: Fallen Kingdom
Jeg elsker den første Jurassic Park film fra 1993. Jeg var derfor meget begejstret da de lavede Jurassic World. Dinoer og Chris Pratt, så kan jeg vist ikke bede om en bedre kombo. Nu kommer så (selvfølgelig) en efterfølger. Jeg bliver nødt til at se den og jeg glæder mig! Trailerne lægger op til to ting historiemæssigt. At Jurassic World blive ødelagt af et vulkanudbrud, så Chris Pratt og Bryce Dallas Howard får den idé at de skal ind og redde alle dinoerne. Nobelt af dem. Jeg ved ikke hvor godt gennemtænkt den plan er dog. Har de fundet en anden ø, de kan sætte dem ud på? Har de et stort lager af føde til dem? Har de husket en kæmpe flyver? Ligemeget. Det har de sikkert styr på. Dernæst at de igen igen har udviklet en ny form for dinoer. Hvad er der galt med dem? Har de ikke set de gamle film? Eller bare Jurassic World for den sags skyld. Det går aldrig godt, når man roder med genmodifikation af dyr der i forvejen er glade for kød. Det vigtige, tror jeg dog mest, er de meget lange tænder og de vilde flugtscener, hvilket er helt fint med mig!
Jurassic World: Fallen Kingdom har premiere d.7. juni
Love, Simon
Til juni kommer endelig den længe ventede Love, Simon. Og nu siger jeg længe ventede. Jeg havde ikke hørt om den før jeg tjekkede listen over kommende film. Men jeg kan se på nettet at danske fans er ved at brænde sammen af at vente. Filmen er lavet over den populære bog Simon vs. the Homo Sapiens Agenda af Becky Albertallis og handler om en teenager, der ikke ved hvordan han skal springe ud som homoseksuel men så bliver det gjort for ham på nettet så heeeele skolen ser det. F*** hvor nederen! Traileren sprang lige ind i mit hjerte! Det ser ud til at være en super skøn historie med kiksede teenagere, søde forældre og et lækkert soundtrack. Jeg bliver helt glad inden i af at se den og jeg skal helt sikkert se filmen OG læse bogen! Man kan ikke andet end holde af Simon fra første bid af traileren. Nick Robinson spiller ham godt. Jeg tror, man skal huske lommetørklæder dog. Både til de sørgelige scener men også til når man griner til tårerne triller. Så jeg forstår godt de stakkels hungrende fans, der sidder derude med grædende fanhjerter og venter. Det er indtil videre mit bud på årets sødeste film.
Love, Simon har premiere d.21. juni
Titanic 20 års jubilæumsvisning (19.april)
Tænk engang. Det er allerede 20 år side, at vi alle sad og græd snot over synet af Leo, der synker ned i det iskolde vand. Bare lad være, jeg ved, du også græd! Filmen tog verden med storm og jeg er sikker på at de nok skal få udsolgt den genvisningen af Titanic i biograferne. Jeg er stor fan af at de laver jubilæumsvisninger. Det kunne være hyggeligt at tage en nostalgisk aften ind og se Titanic på den store skærm.
Hvilke film glæder du dig til at se med munden fuld af popcorn?