Mandag morgen stod jeg tidligt op og streamede Hugo Award-ceremonien – hvilket var en meget hyggelig måde at bruge sin morgen på. Det der så gjorde det dobbelt dejligt var at N. K. Jemisins helt nye bog The Stone Sky (sidste bog i The broken Earth-trilogien) vandt årets Hugo Award for bedste roman. Jemisin skriver ikke bare fabelagtige bøger; hun er også bare helt enormt sej og skriver virkeligt gode essays og blogposts med fokus på undertrykkelse. Jeg vil anbefale en hvilken som helst af hendes bøger, men i anledning af hendes Hugo-win, har jeg i dag focus på The Broken Earth-trilogien.
Verden er i stykker og er ved at gå under igen. Gang på gang går verden under i den ene spektakulære naturkatastrofe efter den anden, som vælter imperier og styrter civilisationer. Menneskeligheden overlever, fordi de følger en række ufravigelige grundregler, kendt som Stenlovene. En del af befolkningen har generne til at manipulere naturkræfterne, de er på en gang meget magtfulde og dybt undertrykte i deres samfund. Vi følger tre kvinder: den unge pige Damaya, som bliver givet til vogterne for at blive trænet til at bruge vilde kræfter til styre jordskælv med; den voksne Syenite, der kan styre jordskælvene og er på det der burde være en simpel mission; samt den midaldrende Essun, der er på flugt fra sin landsby og på vej ud i verden for at finde sin datter.
Serien arbejder med tunge emner og er til tider en hård omgang at læse, men den er det hele værd. Her er fem gode grunde til at du skal kaste dig over The Broken Earth:
1. All the awards
Hvert år stemmer verdens science fiction community om hvad der er årets bedste roman m.m., resultatet er The Hugo Awards, som uddeles på årets WorldCon. Som den eneste serie nogensinde har alle bind i serien vundet en Hugo Award – ikke bare har alle tre bind vundet, hun har vundet tre år i træk. Hvilket betyder at Jemisin nu har tre meget fine skinnende raketter på sit kontor. Det er med god grund at serien har vundet år efter år. Se evt. hendes fabelagtige vinder-tale.
2. World building
Jemisin har skabt en verden hvor naturen er i krig med sig selv og hvor samfundene er fokuseret på at forsøge at håndtere det. Når nogen fra naturens side har mere magt end andre, så kan det gå to veje: enten ender de på toppen af kransekagen eller også gør resten af samfundet alt for at dehumanisere dem og holde dem nede. Det er den sidste vej Jemisins samfund er gået. Hun går helt tæt på konsekvenserne af hendes setting og er ikke bange for at vise os de grumme detaljer. Efterhånden som serien udvikler sig føles world building’en mere og mere som science fiction – lidt på samme måde som Pern-bøgerne. Fokus er dog altid på de sociale aspekter, frem for de teknologiske aspekter.
De mennesker der er den del af det undetrykkende system, har alle gode grunde til at hjælpe med at opretholde systemet – inklusiv de der bliver undertrykt. Jemisin går tæt på hvordan vi internaliserer de normer vi er vokset op med, hvordan vi kan blive en del af vores egen undertrykkelse og hvordan systemer bruger subtile magtmidler til at opretholde sig selv.
Det er en verden midt i en apokalypse – midt i et sammenbrud i civilsationen og meget af serien handler om hvordan menneskerne reagere på sammenbruddet – på de nye systemer der opstår for at tage de gamles plads. Men især er fokus på menneskene i verden.
3. Komplekse karakterer
Alle karakterer i The Broken Earth-trilogien er hele mennesker. De er gode og onde. De har drømme, ambitioner og mål. De er samtidig alle fanget af det system de lever i – selv dem med magt i systemet er fanget af systemet. Hendes karakterer får lov til at have fejl, til ikke at være perfekte, uden at det gør dem til skurke. Essun er ikke en god mor, men vi forstår hende og hun får lov at være god på andre områder. Alabaster er arrogant og skarp, men også loyal og modig. Og jeg kunne blive ved. Ikke bare er hovedpersonerne hele mennesker, men det samme gælder bikarakterne. Bogen dømmer ikke karaktererne ud fra en enkelt fejl, men lader dem have kanter og skarpe hjørner, styrker og svagheder, uden at gøre dem til sort-hvide helte og skurke.
4. Der er lys i mørket
Modsat meget fantasy, der tror at mørkt med mørkt på er det samme som dybt, så viser Jemisin os at uanset hvor hårde og mørke folks liv er, så er der altid lyspunkter. Ingen er helt ond, eller helt god. Hvis man maler med mørkegrå toner alene, så bliver billedet bare gråt, og fordi Jemisin lader os se lyspunkter af håb, drømme og kærlighed, bliver mørket det mørkere når hun igen finder de mørke toner af undertrykkelse, frygt og katastrofe frem igen. Hun arbejder med tunge temaer om undertrykkelse, dehumanisering og magtmisbrug. Men også med familie, venskab, kærlighed og revolution. Bøgerne er mørke og tunge, men ikke så mørke at man bliver deprimeret af at læse dem, fordi hun viser os lys i mørket – hun giver os lov til at have håb.
5. All the feels
Det er meget længe siden jeg har grædt så meget, som da jeg læste The Fifth Season. Jemisins komplekse karakterer har indtaget en plads i mit hjerte, med alle deres fejl og mangler, og når verden gjorde dem ondt, så gjorde det ondt på mig. Når hun til gengæld lod dem have en sejr, så var jeg ovenud lykkelig på deres vejne. Især de to voksne kvinders bidende humor og sarkasme fik mig til at smile og le. Kort sagt serien giver mig all the feels!
Trigger warnings: Vold mod børn, slaveri og ufrivillig graviditet.
Det var mine 5 grunde til at læse The Broken Earth trilogien. Hvad synes I om bøgerne?
