Det er et spørgsmål, som en hel generation af læsere har stillet sig selv, siden den første Harry Potter-bog udkom i 1997. Og i 2014 besluttede Rollespilsfabrikken i Danmark at gøre noget ved det. Sådan startede College Of Wizardry. Et LARP-event – det vil sige et live rollespil – hvor en masse mennesker fra hele verden tager fire dage ud af kalenderen for at tage til et slot i Polen og opleve at være en anden – ikke længere en kontorassistent, en bibliotekar eller en pilot – men en magisk heks eller troldmand.
Arrangørerne fandt hurtigt en vellykket opskrift på at skabe Hogwarts i den virkelige verden.
Ingredienser:
Et lejet slot i Polen
En god portion entusiasme og gåpåmod
Lidt over hundrede friske deltagere
Forberedte historier og events
Tilladelse fra Warner Brothers
Lige den sidste ingrediens havde arrangørerne faktisk ikke, da de startede med at lave LARP’et. Warner Brothers ejer alle trademarks og navne relateret til Harry Potter-universet, og man skal derfor have tilladelse, hvis man vil bruge Harry Potter-franchisen til en offentlig event. Anden gang eventen blev holdt, fik den pludselig en masse opmærksomhed. Billeder og videoer fra slottet spredte sig så hurtigt på de sociale medier, at arrangørerne ikke længere fandt det ansvarligt ikke at have tilladelse fra Warner Brothers. De kontaktede derfor filmselskabet og fik lov til at afholde eventet en gang til – men så skulle de også holde op med at bruge Harry Potter-universet. Derfor har College Of Wizardry siden udviklet sine egne huse, sit eget univers og andre historieelementer. Men der er ingen tvivl om, at eventet udspringer fra Harry Potter-universet. Fokusset er studielivet som heks eller troldmand, ikke at den enkelte spiller er en mægtig magisk figur.
Men hvordan er det egentlig at være afsted på College Of Wizardry? Og er der noget, der er godt at vide på forhånd? Vi mødte Martin Bo Szuwalski Hansen, der har været på College Of Wizardry seks gange, til en snak om troldmænd, venner fra hele verden og en Facebook kun for hekse og troldmænd.
– Hvor hørte du om College Of Wizardry?
”Jeg hørte om det igennem nogle kammerater, der havde været afsted før mig.”
– Hvorfor tænkte du, at det ville være noget for dig?
”Ærligt talt – det lød federe at spille rollespil i et slot fra 1241 end i en tilfældig skov. Slottet Czocha har hemmelige gange, en bro ud til slottet og en flod i nærheden. Der ligner virkelig Hogwarts. Jeg er jo vokset op med Harry Potter og er kæmpefan – at man så pludselig kan træde ind i den magiske verden via det her rollespil på et rigtigt slot, det er jo bare genialt.”
– Hvad var det mest magiske ved at deltage i begivenheden? Nu har du jo deltaget seks gange, så der må have været noget, som trak dig tilbage!
”Det mest magiske var helt klart de venskaber, som man får, når man er afsted. Alt andet er indpakning, som sætter rammerne for, at man møder nogle rigtig interessante mennesker fra hele verden. Sidst jeg var afsted, var der folk fra Dubai, Rumænien, Bulgarien, Tyskland, Belgien – alle mulige mennesker, jeg aldrig ellers ville have mødt, men som på trods af vores kulturelle forskelligheder alligevel deler en interesse. Det får man nogle rigtig gode venskaber ud af. Om seks uger skal jeg til bryllup i Polen, hvor to englændere har lejet et slot for at holde et eventyrbryllup. Der kommer mennesker fra 15 forskellige lande og deltager. Dem havde jeg aldrig mødt uden College Of Wizardry.”
– Hvad hvis man aldrig har deltaget i rollespil og er usikker på, om man kan finde ud af det?
”Hver gang jeg har været afsted, har der været 40-50 mennesker, der aldrig har prøvet rollespil før. Men settingen er så stærk og det hele er så gennemført og planlagt, at der måske går et døgn, så kan man ikke mærke, at nogle er nye. Alle glemmer hverdagen dernede og leger med.
Der ligger nok også i det, at rollespilsmiljøet er et meget varmhjertet community. Hvis man kontakter nogen på for eksempel en facebookgruppe og er i tvivl om noget, så er der altid 20+ mennesker, som tager sig ti minutter til at skrive gode råd – alt fra helt nede-på-jorden råd som at huske en lommelygte til overordnende grundregler som at huske på, at man ikke kan vinde eller tabe. Alle scener, som man deltager i, er jo et show. Folk er generelt søde til at hjælpe hinanden.”
– Hvor meget forarbejde ligger der i at deltage? Møder man bare op på slottet eller skal man have et kostume medbragt hjemmefra?
”Det kræver ikke nødvendigvis nogen forberedelse at melde sig til. Men hvis man engagerer sig i forvejen, så ved man allerede, når man ankommer til slottet, hvem der er ens venner og fjender. Nogen starter et halvt år før med at lave historier om, hvem der er ærkefjender eller i familie, eller hvor man kender hinanden fra. Det er forskelligt, hvor meget folk engagerer sig.
To måneder før eventen starter får man adgang til en ny platform, Czochabook, der minder om Facebook, men som kun er for hekse og troldmænd.
Screenshot fra Czochabook
Der kan man udvikle sin karakter og følge med i et internt sladderblad. Lærerne skriver, at man skal forberede sig til lektioner. Hvis man har lyst, kan man også selv skabe ravage og drama.”
Martins bedste råd til folk, der ikke har prøvet College Of Wizardry før:
”Er du ny, så bare tag ja-hat på. Også selvom det er noget dumt eller farligt. En af de gode ting ved settingen er, at man ikke kan dø – så man kan gøre alle mulige skøre ting, som man ikke ville turde normalt. Men det tør man, fordi det er College Of Wizardry.”
Praktiske detaljer:
Det koster i alt cirka 5000 kr. at være med til College Of Wizardry, når man også medregner udgifter til transport, kostumer og andet. Der findes tre forskellige billettyper, alt efter hvor hurtigt du køber en billet – Early Eagle til 440 Euro, Fast Falcon til 540 Euro og Regular Raven til 640 Euro. Derudover skal du medregne en billig billet til Berlin, hvor du eksempelvis mødes ved en bus, der kører til slottet. Hele bussen vil være fyldt med andre College Of Wizardry-deltagere. Hvis man gerne vil have et kostume på, der passer til ens karakter, kan man også komme til at bruge en del penge på det – men det kommer an på, hvilken karakter man vælger at være.
Men er det overhovedet gangster, det der med at spille rollespil?
Er du bange for, at folk vil se ned på dig for at ’lege’ Harry Potter på et slot i Polen? Så husk på, at vi alle hele tiden spiller roller over for hinanden. Men det er kun på slottet Czocha, at du får lov til at spille en rolle, der kan udøve magi! OG som altid har en undskyldning for at gå med kappe! Så hvad venter du på?
Skal du med, næste gang der er College of Wizardry?