I tiden op til Halloween er det nærliggende at kaste sig over nogle af de mange fantastiske horror-titler, der findes derude. Men hvad gør man, når man både er lidt for bange til at spille dem selv, og i øvrigt slet ikke er i stand til at spille noget af helbredsmæssige årsager? Man spørger selvfølgelig de mange YouTube-gamere, om ikke de kan være behjælpelige. På magisk vis formår jeg via diverse gameplay-videoer at kunne lægge afstand til uhyggen, fordi jeg ikke selv sidder med controlleren. Dette betyder, at jeg kan opleve spillet, uden at det har direkte konsekvenser for mig, men uden at jeg behøver at gå glip af fantastiske spooks og genialt gameplay. Tak for hjælpen, YouTube!
I dette indlæg deler jeg gameplay fra tre spil, der giver seriøse mindfucks og vender op og ned på alting. På hver deres måde får de det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og hvis du kan holde til det, vil jeg anbefale at se nedenstående i et mørkt rum med høretelefoner. Alle tre videoer er denne gang lavet af Jackspeticeye.
Stories Untold
Har du nogensinde læst en ”choose your own adventure”-bog? Stories Untold er på mange måder en computerspilsudgave af disse bøger. Den primære forskel er bare, at bøgerne ikke var nær så interaktive, og så vidt jeg husker, fik de ikke én til at tvivle på, hvad der er virkelighed og fiktion. Dette gør Stories Untold på fineste vis. Spillets lækre visuelle side bærer tydeligt præg af thrillere fra 80’erne, og introen ligner til forveksling noget fra Stranger Things. Der bygges stille og roligt en intens, anspændt stemning op, imens den ukendte hovedperson i mere eller mindre stressende situationer skal sidde og taste kommandoer ind på en computer. Umiddelbart lader det til, at det er forholdsvis almindelig thrillerhistorie med enkelte gyserelementer, men spillet byder på et genialt, urovækkende twist, og mysterierne folder sig ud gennem den enkle og særdeles effektive historiefortælling. Hvad betyder det hele? Er spillets forskellige episoder overhovedet, hvad de giver sig ud for? Og hvorfor hedder spillets tagline: ”Four stories, one nightmare”?
Derfor er jeg glad for netop denne video: Jacksepticeyes begejstring for den mystiske historie er smitsom, og hans forskrækkelser ved de forskellige jump scares gør stemningen endnu mere intens og spændende.
Simulacra
Der er ikke umiddelbart noget specielt uhyggeligt ved præmissen for Simulacra: gameplayet foregår udelukkende gennem en smartphone-skærm, hvor spilleren sidder og skriver frem og tilbage med folk via diverse apps. Det lyder egentlig rimelig tilforladeligt og almindeligt – indtil det lige pludselig ikke er det længere. For det går hurtigt op for spilleren, at telefonen ikke tilhører den ukendte hovedperson. Den tilhører en ung kvinde, Anna, og den er på mystisk vis faldet i hænderne på hovedpersonen. Hvordan og hvorfor er det sket? Og hvad er der blevet af Anna? Via al den information, Anna har på sin telefon, skal spilleren forsøge at finde frem til, hvor Anna er, og hvorfor hendes telefon pludselig er kommet i en andens besiddelse. Det lyder uskyldigt og detektiv-agtigt, men så begynder tingene at give mening på frygteligste vis, og det står mere og mere klart, at der ligger noget meget alvorligt bag Annas forsvinden. Hele spillet foregår på Annas telefon, og det giver en overraskende klaustrofobisk fornemmelse. Det hjælper heller ikke på paranoia-niveauet, at det pludselig lyder, som om nogen banker på døren, eller at nogen trækker vejret meget højt. Yikes! Generelt minder Simulacra på mange måder om Black Mirror, og hvis spillet ikke giver dig lyst til at smide din smartphone langt væk, så vil jeg påstå, at du er lavet af sten.
Derfor er jeg glad for netop denne video: Jeg er vild med den emotionelle rutsjebane, Jacksepticeye gennemgår undervejs; fra at grine højlydt over Gregs måde at sige ”Fuuuuck it so muuuuch!” på, til hans små skræmte hop, når det lyder, som om nogen banker på hans dør (lad os ikke tale om, hvor højt jeg selv hoppede).
Doki Doki Literature Club
Aw, wow, et sødt lille dating simulator-agtigt spil! Der handler om en bogklub i en japansk high school! Det lyder hyggeligt! Og uskyldigt! Well, think again. Hvis der findes et spil, der for alvor fører dig bag lyset og på alle måder hiver tæppet væk under dig, er det Doki Doki Literature Club. Det har efterhånden nået kultstatus som et af de spil, der har vendt mest op og ned på folks forventninger, og med god grund. Allerede tidligt i spillet gives der små hints om, at alt måske ikke er, som det skal være, og at de søde piger i spillet er langt mere komplekse end ved første øjekast, men det er så diskret, at man måske ikke lægger mærke til det i første omgang. Før man får set sig om, begynder Doki Doki at krybe ind under huden, og det er en aha-oplevelse af dimensioner, når man først forstår, hvad der foregår. Nedbrydelse af den fjerde væg er et af de mest centrale temaer, men det skal også understreges, at visse elementer i spillet kan være triggers for nogle. Consider yourself warned…
Derfor er jeg glad for netop denne video: Det er tydeligt, at Jacksepticeye ved, at der venter ham noget andet end bare en sød historie, og ligesom med Simulacra gennemgår han åbenlyst en masse følelser efterhånden som det går op for ham, hvad spillet går ud på. Han er vild med det fantastiske narrativ, og jeg gentager nok mig selv, men hans entusiasme smitter af på mig.
Hvilke spil har vendt op og ned på din virkelighed?
