I tiden op til Halloween er det nærliggende at kaste sig over nogle af de mange fantastiske horror-titler, der findes derude. Men hvad gør man, når man både er lidt for bange til at spille dem selv, og i øvrigt slet ikke er i stand til at spille noget af helbredsmæssige årsager? Man spørger selvfølgelig de mange YouTube-gamere, om ikke de kan være behjælpelige. På magisk vis formår jeg via diverse gameplay-videoer at kunne lægge afstand til uhyggen, fordi jeg ikke selv sidder med controlleren. Dette betyder, at jeg kan opleve spillet, uden at det har direkte konsekvenser for mig, men uden at jeg behøver at gå glip af fantastiske spooks og genialt gameplay. Tak for hjælpen, YouTube!
I dette indlæg skal vi stifte bekendtskab med tre spil, der alle har det til fælles, at de foregår i en eller anden form for spøgelseshus. De byder alle tre på rendyrket psykologisk horror og forstyrrende, mørke kræfter, samt jump scares og blood and gore. Viewer discretion advised – here be monsters…
Layers of Fear
Modsat de andre spil i dette indlæg, er Layers of Fear ikke en moderne fortælling. Historien foregår i et gammelt, forladt victoriansk hus, der tilsyneladende har huset en kunstmaler og hans familie. Hvad der er sket i huset, er det op til spilleren at finde ud af, og man drages ind i en forstyrret verden formet af en tydeligvis gal kunstner, der muligvis har begået en forfærdelig forbrydelse. Layers of Fear er noget af det tætteste, jeg har set et spil komme på en gammel, klassisk spøgelseshistorie. Historien fik mig faktisk flere gange til at tænke på The Picture of Dorian Gray; besættelsen af den ultimative skønhed og det ultimative kunstværk, der i sidste ende får fatale konsekvenser, er det gennemgående tema. Man leder rundt i det store, forladte hus efter en løsning på de mange gåder, og bedst som man tror, man er på sikker grund og kan trække vejret et øjeblik, er der noget i stemningen og rummet, der vender sig mod én. Dørene flytter sig, væggene skifter farve, og man står ansigt til ansigt med det vanvid, kunstneren selv har gennemgået. Det visuelle udtryk i spillet er storslået og gennemført, og det folder sig smukt ud i takt med, at man selv drages længere ind i historien. Hvis ikke det var så hamrende uhyggeligt, ville det næsten være en helt eventyrlig oplevelse. Men det er altså drønuhyggeligt.
Derfor er jeg så glad for netop denne video: Den opmærksomme læser har nok bemærket i mine tidligere Hallowstream blogs (om spoopy og plottwistede gameplays), at Jacksepticeye er en af mine yndlingspersoner, når det kommer til horror gameplay. Han formår at lette stemningen med mere eller mindre tvivlsomme jokes, når det hele bliver for uhyggeligt, men han tager samtidig Layers of Fear alvorligt og nyder den fantastiske setting og den uhyggelige stemning.
Silent Hills: P.T.
Der er en hårfin grænse mellem det, der skræmmer os allermest og det, der fascinerer os allermest. Deraf mit indviklede forhold til Silent Hills P.T. (en forkortelse af Playable Teaser). Dette fantastiske lille stykke gyserkunst blev oprindeligt udviklet som en slags demo til et nyt spil i Silent Hill-serien, men lige så snart folk begyndte at spille teaseren og snakke om det, brød samarbejdet mellem Hideo Kojima og Konami sammen og selve spillet blev derfor aldrig til mere end P.T. Hvilket er bundærgerligt, for spillets udtryk var en gennemgående nytænkning af hele Silent Hill-serien, med fantastisk livagtig grafik og en lydside, der gav gåsehud. Senere har andre forsøgt at skabe lignende atmosfære med det umiddelbart fremragende spil Alison Road, men guess what, det blev heller aldrig til noget. I P.T. går man langs en tilsyneladende endeløs gang i et forladt hus og prøver at stykke husets historie sammen. Der hintes til at et brutalt mord har fundet sted, men der gives ikke mange andre informationer. For at løse de forskellige puzzles er spilleren ofte nødt til at holde fokus på og gennemgå ting, man ellers helst vil væk fra hurtigst muligt, og det er, som om spillet stille messer: ”Face your fears”. I de fleste horrorspil har man en mulighed for at forsvare sig, eller på anden måde slippe væk, men her konfronteres man med gyset og tvinges til at være tilskuer til ganske ubehagelige ting. Det lyder ubærligt, men på en eller anden måde gør det netop P.T. til en så unik og fantastisk horror-oplevelse. Som en slags belønning får man til allersidst lov at se skønne Norman Reedus (som skulle have været hovedpersonen, hvis spillet var blevet lavet færdigt) gå igennem en regnfuld gade, og det er jo altid rart at se på (hvis man ikke kan få nok af den slags, er det godt at Reedus er i gang med at lave Death Stranding sammen med bl.a. Kojima og Mads Mikkelsen.)
Derfor er jeg glad for netop denne video: Der findes masser af let’s plays med P.T., men den mest effektive er denne relativt korte video; helt uden kommentarspor og andre forstyrrende elementer, hvilket gør stemningen ekstremt intens og uhyggelig. Det er lidt ligesom at være en tur igennem helvede, og at komme ud på den anden side og begejstret bede om en tur mere.
Visage
I år velsignede spilguderne os med en perle af et gyserspil (eller, i hvert fald en early access-version). Visage lægger voldsomt, blodigt og voldeligt ud, men udvikler sig senere til en form for kærlighedserklæring til førnævnte P.T.,med en klassisk psykologisk gyserstemning. Som spiller går man rundt i et mørkt hus og skal samle stumper af en historie sammen for at finde ud af, hvad der er sket, og hvorfor alting er så dystert. Man har mulighed for at tænde lyset, men konsekvensen ved at tænde en lampe er, at lyset går ud et andet sted – så man skal træffe sine valg med omhu. På et tidspunkt er man så heldig at finde et kamera, så man i det mindste kan bruge blitzen til at se sig omkring. Spørgsmålet er bare, om man helst vil opleve husets dystre hemmeligheder, når de kun bliver delvist oplyst som af et lyn, eller om man hellere vil være udstyret med det svage lys fra en lighter? Visage er som sagt en slags hyldest til P.T., men samtidig udforsker spillet sin helt egen mørke historie, og husets hemmeligheder åbenbarer sig på godt og ondt, jo mere man udforsker det. Spillet udkom her i oktober, lige til Halloween-sæsonen, og jeg har flere steder set spillet beskrevet som ”Scariest game of the year” – hvilket absolut ikke er en overdrivelse.
Derfor er jeg glad for netop denne video: Jeg er igen faldet for en video helt uden kommentarspor, for ligesom med P.T. stiger horror-niveauet enormt og på paranoid vis tager jeg mig selv i at lede efter lyde, der måske, måske ikke var der før. Det er en voldsom, men fantastisk oplevelse. Det er dog tydeligt, at spiludviklerne ikke tager sig selv alt for alvorligt, for til sidst i videoen ses et herligt easter egg som en hyldest til Silent Hill 4: The Room, samt den sjoveste jumpscare, jeg har oplevet.
Hvilke hjemsøgte huse vil du allerhelst udforske?
