I anledning af Hva’ Fans tre års fødselsdag bringer vi her lidt tanker om, hvad fanlivet egentlig er og tre historier om vores første møder med følelsen af at være ægte FAN.
For nylig fik vi her på Hva’ Fan en venlig forespørgsel fra en journalist. Hun ville gerne skrive en serie om, hvad det ville sige at være fan. Men hun ville gerne have et fokus på, når fanlivet tager overhånd. Når man fx dropper sin bedste venindes bryllup for at tage til premiere på den nyeste Star Wars-film. Eller får opereret sine øjne smallere for bedre at ligne sit K-pop-idol.
Vi følte os ikke helt ekstreme nok til at være med i artiklen. Men det fik os til at tænke på, hvad fanlivet betyder for os. Hvad det i det hele betyder at være fan af noget. Og hvorfor det måske for nogle mennesker har negative konnotationer.
Hvor stammer ordet fan fra?
Man mener, at ordet fan stammer fra engelsk og er en forkortelse af ordet fanatic, altså en fanatiker. Kalder man nogen for fanatisk, er det som regel negativt ment: At man er alt for meget og kun synes ens egen holdning er den, der betyder noget.
Så i selve ordet ligger der en advarsel – pas på med at være for meget fan, så bliver du fanatisk. (Sjovt nok skal der ikke rykkes meget rundt på bogstaverne, før man bliver fantastisk i stedet for!)
Men går man længere tilbage i ordets historie, hænger det sammen med det latinske ord fanaticus, som betyder inspireret af gud og kommer fra Fanum, som på latin betyder tempel. Så måske hænger fanlivet også sammen med at blive guddommeligt inspireret! Eller også bygger man templer i sit hjerte til at hengive sig i. Nå, nok etymologi!
Hvordan bliver man fan af noget?
Er det, hvis man køber et t-shirt med Lannisters våbenskjold? Når man blærer sig med sin speciallavede Moleskin-journal overfor vennerne? Når man deler et billede på Instagram om den bog, man lige har læst, for man vil så gerne have, at andre læser den?
Det er udvendige tegn på, at man er fan af noget. Og at man gerne vil have, at andre ved det. Det er for mange mennesker slutningen på en større rejse mod fandom. Men egentlig starter man bare med at kunne lide noget. Meget. Man er faktisk helt ekset med et eller andet.
Her fortæller Hva’ Fans egne Signe, Bernadette og René, hvad mødet med fan-livet har betydet for dem.
Signes møde med Fantomet
Som tolv-årig var jeg på en dannelsestur til København med skolen. På bagerste række af Det Ny Teaters øverste balkon så jeg for første gang Phantom of The Opera i al dens gotiske, smægtende, 80’er-rock-opera-poppede herlighed.
Jeg kan kun beskrive det som en åndelig oplevelse. Min sjæl blev vakt til live. Før da havde mit barnesind kun forholdt sig iagttagende til omverden. Men Phantom åbnede en port ind til et helt nyt bevidsthedslag: Et reflekterende lag om min plads i verden og hvad for et slags menneske jeg vil være. Jeg sagde ikke et ord på vejen hjem, så rystet var min grundvold blevet.
Det var intensiteten, der åbnede mine øjne. Hvor passioneret karaktererne gik op i deres mål, hvad end det var musik eller kærlighed. Deres lidenskab var større end dem selv. Dét ville jeg have. Jeg ville lade min sjæl brænde med tusind soles ild og mit hjerte sprænges af ren begejstring. Og dét kan jeg udleve i mit virke som fan.
Fantomet er jo essentielt en ekstrem fanboy. Hans handlinger går langt over grænsen ja, men driften! Intensiteten! Den hede længsel mod at opsluges af det, man elsker. Som en religiøs hengivenhed. Dét er fan-livet for mig. Phantom var både min første fandom, men skabte også på et dybere niveau grobunden for alle mine fremtidige fandoms, som jeg går til med den største hengivenhed og til tider desperate længsel, som jeg blev inspireret af dengang for atten år siden.
Bernadettes første fandom ven
Jeg har altid være glad for at se fjernsyn og som barn fulgte jeg nogle specifikke serier sporadisk. Men en dag, da jeg var omkring de 12 år, besluttede jeg at se tv-serien House M.D. Efter én episode var jeg helt tosset med serien og skuespilleren Hugh Laurie som spillede hovedkarakteren. Jeg søgte YouTube tør for alt, hvad han havde lavet og lige pludselig var jeg hoppet ned i kaninhullet. Britiske humoristiske serier fra 1980-1990 så som A bit of Fry and Laurie og Blackadder var mit nye liv. Jeg lærte hurtigt engelsk og en masse britiske skuespillere at kende. Fra Hugh Laurie til Stephen Fry som førte mig til Emma Thompson, videre til Alan Rickman og bolden ruller stadig.
I den alder var der ikke mange, der delte min fanatiske interesse, men en tilfældig søndag var der en ung pige, der sang Hugh Lauries The Sophisticated Song fra hans sketch serie med Stephen Fry. Hun stoppede midt i sangen og jeg sang resten. Det var sådan, jeg mødte min første nørdede ven og den første, jeg delte min passion med, som lyttede. Vi er begge i dag en del af Hva’ Fan, hvor vi deler vores nørdede passion med personer, der vil lytte.
Renés rejse gennem fandoms
Da jeg var barn, var jeg helt ekset med Sylvester Stallone. Jeg var 6 år, da jeg første gang så Rocky og selv om jeg ikke fattede engelsk, var der et eller andet, der fangede mig. Og da jeg blev lidt ældre og hele Rambo serien kom, var jeg helt solgt. Jeg hoppede rundt og kravlede i træer, legede krig og råbte HUAAA for sådan gjorde Sylle. Hele tiden. Der var plakater med Rambo II, Cobra og Rocky på væggene. Og så blev jeg teenager…
Med teenageårene kom en dyster musiksmag og mine nærmeste venner og jeg svor til den alternative engelske scene. For mig kunne det næsten ikke blive obskurt nok med bands som Cranes, Miranda Sex Garden, My Bloody Valentine, Slowdive,og Ecstasy of St. Theresa. Men allerstørst var The Cure. Deres formidable plade Disentegration ramte butikkerne og mig i 1989, og ændrede min verden. Jeg var hooked. Jeg blev KÆMPE fan. Min gymnasietid blev stort set gennemført i enten Uno trøjer eller The Cure t-shirt. Tror jeg havde 13 forskellige på et tidspunkt. Og med mine nærmeste venner dannede vi Boys Don’t Cry, et Cure kopi band. Det var tider. Der var ikke så mange, der fattede hvad vi havde gang i, for Hobro er en lille by. Men det gjorde ikke noget, for gud forbyde at andre skulle kunne forstå os. Det ville jo fjerne noget af magien. Nej, The Cure og den alternative musik var noget, jeg havde med en select skare af venner. Den måtte for alt i verden ikke blive mainstream.
Midt i min gymnasietid, nemlig 1993, startede en anden ting, der tog min fandomtendenser til nye højder: X-files. Jeg blev lynhurtigt forelsket i Scully og elskede Mulder for den tørre sarkasme og de fantastiske sager, der var inspireret af rigtige begivenheder. Sagde de. Uanset var serien fantastisk og jo længere vi kom, jo mere fantastisk og indviklet blev mytologien. Jeg var vild med det og købte X-files bøger, tegneserier, bøger bag om serien, skrev på X-files fora, og det hele peakede for mig, da den første X-files film Fight the Future kom i biografen. jeg og to venner tog til premieren i jakkesæt og guns, med falske FBI skilte og solbriller. Vi havde en fest og filmen var eminent. Men så stoppede Mulder efter sæson 7 og så stod jeg af. Jeg har ikke rigtig genbesøgt den siden.
Jeg har ikke rigtig dyrket fandom siden i samme grad. Jeg har haft perioder, hvor jeg har haft bestemte hobbyer. Der var fem år med World of Warcraft på fuld skrue. Det fyldte godt nok meget i min verden. Men der blev ikke købt t-shirts eller andet. Det var et fællesskab, ingen tvivl om det, men jeg havde ikke behov for at vise omverdenen, at jeg spillede. Og det er nok meget symptomatisk for, hvordan jeg har det nu med fandom. Ikke det store behov for at udbasunere for verden, at jeg er fan. Jeg behøver ikke 17 t-shirts med [insert fandom]. Det er nok for mig at snakke med andre ligesindede om det en gang imellem. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg er blevet familiefar og ingen tid har vi nok af. Så der bliver prioriteret benhårdt, hvilket er helt ok. Der bliver dog tid til en bif tur en gang imellem og en tur til Roskilde, hvis The Cure kigger forbi. Lidt fanboy er man vel stadigvæk.
Det er fedt at være fan!
Vi lever i en tid, hvor det er blevet cool at være fan. Nørdekultur trives som aldrig før og dyrkes i serier som Big Bang Theory og Stranger Things. Der findes folk, som begræder tabet af hvor eksklusivt det engang var at være en nørdet kæmpefan af noget, men her på Hva’ Fan siger vi: Jo flere fans jo bedre!
Som Signe, Bernadette og Renés historier viser, kan dét at dyrke en fandom bringe stor glæde og inspiration ind i ens liv, give anledning til nye ven- og fællesskaber og være en frydefuld del af ens identitet, som man tager med sig gennem hele livet.
Vi har fejret fandomlivet i tre år, og vi vil blive ved så længe vores små fanhjerter stadig banker!
Hvad betyder det at være fan for dig?
