Jeg ELKSER teater! Det er det tætteste, vi Mugglere kommer på magi. Hvad end det er på, bag, over, under eller foran en scene, så trækker det i mig som en tekniker i et tovtræk, eller som Romeos bløde læber trækker i Julie.
Men ak! 2020-pesten har holdt teatrene lukkede hele foråret og sommeren, og jeg fik heftige abstinenser! Så hvad kan man gøre? Jo, man kan få det næstbedste; nemlig film OM teater! Det har resulteret i denne liste over anbefalinger.
Her er de første syv af mine fjorten yndlingsfilm om, eller i det mindste relateret til, teatrets magiske verden. De præsenteres i kronologisk rækkefølge, så dette er de syv ældste på listen. Sidste del om de syv nyeste kan læses her.
Phantom i alle afskygninger
Phantom of the Opera var oprindeligt en novelle fra 1910 og er sidenhen blevet genfortalt adskillige gange i alle tænkelige medier: teater, film, bøger, etc. (Vil man have en grundig gennemgang af samtlige, kan jeg anbefale youtube-kanalen Phantom Reviews) Hvis man elsker backstage drama, stjernedrømme og teatermagi, så er Phantom et must, uanset om det er i sin hyperpopulære musicalform eller en af de mange filmversioner. Jeg vil gerne fremhæve to:
Stumfilmen fra 1925 med Lon Chaney, som er så ekspressiv som kun stumfilm kan være det, og har den bedste ansigtsdeformitet hidtil set. Læs mere om dén i mit indlæg om klassiske gysere.
Udgaven fra 1989 med Robert Englund – ja, ham der spiller Freddy Krueger i Nightmare on Elm Street – er faktisk min yndlingsfilmatisering af Phantom. Dels bevæger den sig af og til over i noget 80’er slasher horror, som er en genre, jeg knuselsker, men mest af alt elsker jeg Englunds portrættering af fantomet: frygtelig og koldblodig morder med makaber humor det ene øjeblik, men det næste kær, romantisk og sårbar. Dén dualitet er det, jeg elsker mest ved karakteren, og jeg har ikke set den gjort så tydelig som her. Så hvis man, ligesom jeg, er til Freddy Krueger som følsom komponist, så er dette filmen for dig!
Mød mig på Cassiopeia – 1951 – Torben Anton Svendsen
Unge Poul Reichhardt skulle ikke løbe mange gange rundt om min græske søjle! Er man til gamle danske film, er det her en klassiker! En operettekomponist får skriveblokade, så den græske muse Polyhymnia tager menneskeskikkelse for at inspirere ham og samtidig prøve det jordiske liv af, men kommer til at forelske sig i piloten Harry mod hendes far Zeus’ vilje. Nå ja og så er komponisten selvfølgelig nyligt separeret fra operettens stjerne Irene, som han vil vinde tilbage, men hun er også vild med piloten. Forviklinger sker til stor morskab. Den er herligt plat og kær, som danske 50’er-film ofte er, og så er sangene voldsomt ørehængende.
The Producers – 1967 – Mel Brooks / 2005 – Susan Stroman
Er man til Mel Brooks’ vanvittige badum-tsh humor, er The Producers en must-see. Der findes både originalen fra 1967, med en ung Gene Wilder i hovedrollen, og en moderne version fra 2005 med Matthew Broderick og Nathan Lane samt bonus: Den eneste rolle jeg har kunne lide Will Ferrell i.
Den moderne udgave er en musical; den gamle er ikke. Personligt foretrækker jeg den nye udgaves højere tempo og at den er fuld af showtunes, der både er oprigtige og samtidig parodier på store Broadway-numre.
Det er en sindssyg historie om hvordan show business også er big business. To producere på Broadway i 50’erne har fundet en forsikringsfidus, hvor de kan score kassen på en fiasko, så de finder det værste manuskript overhovedet: En nazists hyldest til Føreren kaldet Springtime for Hitler. De sætter showet op med en afsindig instruktør og en tilsvarende uduelig skuespiller og forbereder sig på en forarget lukning på premieredagen, men selvfølgelig går alting galt. “I was so careful… I picked the wrong play, the wrong director, the wrong cast… where did I go right?”
Cabaret – 1972 – Bob Fosse
Hvis man skal se bare én filmmusical i hele sit liv, skal det være Cabaret. Den vandt med rette otte Oscars og er en stor milepæl i filmhistorien.
Genistregen er, at filmen ret snedigt viser, hvordan nazisterne i starten af 30’erne kunne snige sig til magten uden større modstand fra folket. Først tror man, at man bare får fortalt historien om englænderen Brian, som flytter til Berlin og hvirvles ind i den karismatiske natklubsangerinde Sallys hedonistiske liv, serveret på en bund af festlige cabaretnumre. Men jo længere filmen kommer, jo mere trænger hadet og volden sig på. Man opdager først det større politiske plot, når det er for sent – ikke ulig hvordan det må have føltes som tysker i 1930’erne. Dekadente forlystelser og privatlivets problemer har distraheret os fra den uretfærdighed, vi egentlig godt så, men valgte at ignorere. “Det går nok over af sig selv.” Og er det ikke netop sådan tyranner kommer til magten – både dengang og i dag?
Selv hvis man ikke er så meget til musicals og synes det er forstyrrende, at folk bryder ud i sang midt i handlingen, er Cabaret god, for alle musiknumre er diegetiske, dvs. de hører til inde i universet. Hvis nogen synger, er det fordi de optræder på Kit Kat klubben, og ikke fordi de bare føler så meget, at de pludselig bryder ud i urealistisk sang. Men de sange, der synges fra scenen, er ikke kun fest og ballade; de giver et ekstra lag mening til hele historien. Det mest berømte eksempel er scenen, hvor der krydsklippes mellem en festlig sang på scenen – “Leave your troubles outside. We have no troubles here! Here life is beautiful!” – og en mand, der samtidig ude på gaden bliver gennemtæsket af en gruppe nazister. Kontrasten stikker lige i samvittigheden.
Cabaret er en stærk fortælling om hvad der sker, når folk lader sig forblænde af overfladisk underholdning og drømme om rigdom og berømmelse, mens de ignorerer den uretfærdighed og lidelse der pågår lige udenfor deres dør. Men bare rolig, det hele er ikke nazisme og politisk advarsel: Der er også charmerende karakterer, Berliner-dekadence og Bob Fosse koreografi. Alt sammen gør Cabaret til et mesterværk.
Amadeus – 1984 – Miloš Forman
Åh Amadeus! Giv mig al din rokoko og store følelser! Hvis man ikke bliver tiltrukket af opera efter denne film, så ved jeg ikke hvad der skal til. Sikke et ikon af en film, og de fleste har nok allerede set den, men ganske kort: Den aldrende komponist Salieri bekender for en præst, hvordan han af ren jalousi ødelagde geniet Wolfgang Amadeus Mozarts liv og forårsagede hans tidlige død. I flashbacks ser vi Mozarts storhed og fald udspille sig i et væld af pomp og intriger til tonerne af maestroens egen musik. Salieris hævntogt har ingen rod i virkeligheden, men det er en fabelagtig historie!
Nu er det her jo en TEATER-liste, så lad os snakke om operascenerne: Hvilket herligt historisk indblik i hvor stor politisk magt, teater havde i 1700-tallet! Kejseren skal godkende alt, hvad der spilles, og hoffet gør nærmest oprør, da Mozart foreslår at skrive tekster på godt gammeldags tysk fremfor det elitære italiensk. Endnu værre bliver det, når han vil skrive om almene menneskers virkelige problemer frem for de traditionelle guder og mytiske helte. En opera i et boudoir! Hvilken skandale! (Men den progressivt tænkende Mozart havde jo fingeren på pulsen: Få år efter kom den franske revolution, hvor folket væltede eliten!)
Det er herligt at vise Mozart som den barnlige, profane, træls type, han efter sigende faktisk skulle have været, og helt genialt at fortælle hans historie gennem hans dødsens jaloux kollega Salieri. Han kan poetisk åbenbare for os Mozarts unægteligt guddommelige musikalske talent, men samtidig skabe en forbindelse til os ordinære dødelige; for hvem af os kender ikke til den skadefro misundelse, der kan ramme én overfor den slags ekstraordinære talenter?
Farinelli – 1994 – Gérard Corbiau
Hvis man vil forstå, hvad barok er, skal man se Farinelli! Den får fuld spade på guld, brokade, mænd i høje hæle, kvinder i endnu højere parykker og krummelurer på både indretningen og musikken. Udover den for historiske biopics obligatorisk påsatte kærlighedstrekant, fortæller filmen den virkelige historie om en af tidens største stjerner; kastratsangeren Farinelli. Folk stimlede sammen i tusindvis når han kom til byen for at få et glimt af stjernen i sin karet og komponisterne stod i kø for at få lov at skrive sange til ham.
Man får også et vidunderligt autentisk indtryk af tidens vilde mekaniske scenografier og af det leben, man kunne opleve i teateret: Publikum snakker, spiller kort, spiser og handler under forestillingerne. Kun Farinellis angeliske stemme kan henlægge salen i ærbar tavshed.
Desuden har filmen den herlige egenskab, at den er produceret tværeuropæisk, så alle taler faktisk de sprog, de burde! Italienerne taler italiensk, franskmændene taler fransk og englænderne taler – nå ja, også fransk, for det var det fine. Og Händel er en sur gammel mand, der går og bander på tysk og det er mit headcanon billede af Händel nu og for altid.
Man må tilgive den ikke altid perfekte lipsync, når Farinelli synger. Det er af gode grunde ikke skuespillerens egen stemme, men derimod lyden af en sopran og en kontratenor, som er mixet sammen for at efterligne den unikke vokalkraft, kastratsangerne skulle have haft.
Showgirls – 1995 – Paul Verhoeven
Nu til noget helt andet: Strippere i Las Vegas! Det bliver stadig diskuteret, om Showgirls er en smagløs øjebæ fuld af akavede babser, eller om den er en vellykket campy satire over den umulige kamp kvinder kæmper i et kapitalistisk patriarkat. Mere om den debat kan man få i videoessayet Is Showgirls a Misunderstood Masterpiece? Eller, hvis man virkelig er dedikeret, læse bogen It Doesn’t Suck: Showgirls. Uanset så er energien høj, glimmeret rigeligt og attituden fierce! Jeg er vild med det.
Historien er velkendt: Danser kommer til storbyen med stjernedrømme. Hun kæmper for sit gennembrud, men må finde sig i ensembleroller og bijob som stripper indtil showets diva bogstavelig talt falder ned ad trappen og en ny hoveddanser skal findes. Hvem mon det bliver? Der er rundsave på albuerne, forræderi og hård konkurrence på bagscenen, så en stakkels pige let kan blive både forført, forrådt og få stjernenykker.
Showgirls er INTENS, så det skal man være til. Dansen er intens, dramaet er intenst, sexen er intens – der er en meget berygtet sexscene med en ung Kyle MacLachlan i en pool – og enten synes man det er alt for meget, eller også labber man det i sig som den glitrende freakshake, den er. Gå til den med humor og du kan få en god oplevelse.
Det var listens første syv anbefalinger. Følg med næste uge, hvor vi gennemgår de syv bedste teaterfilm af nyere dato. I mellemtiden; er din nysgerrighed blevet vakt af nogle af Signes anbefalinger?
